Angst er en naturlig reaktion på noget, der føles farligt. Angsten sikrer, at man reagerer hurtigt og instinktivt, og at man fx flygter eller forsvarer sig, når man føler sig truet. Men nogle oplever angst i situationer, der ikke burde udløse angst – fx hverdagssituationer som at købe ind eller tage med toget. Her er angstreaktionen ude af proportion med den reelle fare.
Der er mange grader af angst. Lige fra let nervøsitet til svære anfald af panik, hvor man er overbevist om, at man skal dø. Angst kan føles som en lammende fornemmelse, der går så meget ud over livskvaliteten, at man ikke kan føre et normalt liv.
Hvilke symptomer er der ved angst?
Angst kan have både fysiske og psykiske symptomer og påvirker også tanker og adfærd. De fysiske symptomer er ofte mere dominerende end de psykiske. Det er fx hjertebanken, åndenød, kvalme, prikken og snurren i fingrene. De psykiske symptomer spænder fra let ængstelse, anspændthed og uvirkelighedsfølelse til dødsangst og frygt for at miste forstanden.
Symptomer, tanker og adfærd kan forstærke hinanden og føre til en ond cirkel, hvor angsten vokser. Man kan have bekymringer og katastrofetanker og en manglende tro på at kunne klare den situation, man er i. Eller måske er man bange for at miste selvkontrollen eller forstanden eller man har en oplevelse af, at man er ved at dø. Symptomerne kan være til stede hele tiden, eller de kan komme i anfald. De kan knyttes til bestemte situationer eller komme ud af det blå. Det er almindeligt, at forskellige former for angst forekommer samtidig.
Typiske tegn på angst:
- Hjertebanken, sveden og rysten
- Svimmelhed og uro i kroppen
- Mavesmerter, trykken i brystet og vejrtrækningsproblemer
- Søvnproblemer
- Sortnen for øjnene
- Tørhed i munden og problemer med at synke
- Kvalme og ondt i musklerne
- Koncentrationsproblemer og irritabilitet
- Uro og ængstelige tanker
- Ændret adfærd hvor man undgår eller flygter fra situationer, hvor angsten kommer
(kilde: https://psykiatrifonden.dk )